Logbog til Amsterdam

Så er vi klar til sommerturen 2014

Aftenstemning i Ebeltoft.

Den 2. juni 2014, anker Middelfart.

Endelig ”sommerferie” og det er en af de lange på måske 3 måneder!!!!  CoolCoolCool

De sidste 2 dage har vi haft travlt med at pakke båden – efter at have taget behørig afsked med familien; det bliver svært at undvære dem alle så længe! Men endelig mandag den 2. juni kan vi starte på turen. Dorthe og Lars kom og tog afsked i går aftes, og da vi sejlede ud af Ebeltoft kl. 6 i morges, stod de to morgenfriske fra ”Postyr” og vinkede farvel. Heldragterne blev hurtigt for varme, og det meste af dagen kunne sommertøjet luftes. Ingen vind og høj sol hele vejen ned langs Jyllands kyst. Vi så mange marsvin og nysgerrige sæler undervejs. Fantastisk tur gennem Lillebælt, hvor vi nu ligger ved en ankerbøje tæt ved Middelfart. Stilhed, fiskende hejrer, grønt, så langt øjet rækker – denne aftenstund må nydes!

Og bedst som vi sad og nød sceneriet, fik vi øje på en båd, der passerede os. Vi behøvede næsten ikke kikkert for at se, at det var ”Mahogny” med Karin og Hans om bord. Vi fik dem vinket over, og det endte med, at de blev liggende ved siden af os. Det blev en kanon hyggelig aften, hvor vi fik strikket noget fælles aftensmad og rosévin sammen. Karin og Hans fortsætter til Middelhavet efter vores fælles tur.

Distance: 63 sm

Vores ankerplads ved Middelfart.
Karin og Hans
Aftenstemning på vores ankerplads
Morgen kaffen er klar. Der er meget lidt vind de første dage vi sejler så det bliver for motor.

Den 3. juni, Lyø.

Sejlede fra vores idyl kl. 6.30 med kursen sat mod Lyø, hvortil vi ankom kl. 12. I forhold til øens størrelse er det en pæn stor havn, men endnu er der ikke mange både i havnen. Juni er et eldorado mht at få en plads i havnene! Vi cyklede en tur tværs over øen til Klokkestenen, en over 5000 år gammel stendysse, der lyder som en klokke, når man slår på visse steder af stenene (med en sten). Kan nogen forklare, hvordan de har fået den kæmpestore topsten på plads for 5000 år siden?  Dejlig ø med en masse vildt – på vores cykeltur så vi 4 fasaner og 4 harer, og ingen af dem havde travlt med at komme af vejen. Husene og gårdene er stort set samlet om kirken og landsbygaden, og kirken glimrer faktisk på flere måder. Den er en af få landsbykirker, der er opført lige efter reformationen, og desuden sidder mænd og kvinder stadig i hver sin side af kirken ved

Lyø hørte oprindelig under Kronen, og det var her, Valdemar Sejr i 1223 blev taget til fange af den tyske Grev Henrik af Schwerin, til hvem han efter 3 års fangenskab måtte afstå sine nordtyske besiddelser. Der er meget historie på sådan en lille ø! Måske er det det, der snakkes om foran den lille købmandsbutik, hvor der er livlig trafik ved bænkene foran!

Vi har stadig færdigretter efter at have forsøgt at tømme fryseren hjemme, så middagen gik nemt. Nyder en skøn solnedgang.

Det er vel tydelig at skipper er forkølet, og meget dårlig.

4. juni, Marstal.

Endnu en skøn morgen at stå op til, - og tilmed går det til livsiden med Jørgens forkølelse, så alt vel om bord. Sejlede fra den smukke lille ø kl. 8.30 og måtte igen have hjælp af motoren, da den lille smule vind, der var, var imod os. Vi var fremme i Marstal kl.12 og fik lagt til ved bro 8, som er den, der er reserveret til de 26 både fra vores flotille. Vi var de første, der ankom, men senere på dagen kom ”Bonny Bee” fra Skive og ”Andrea” fra Kbh. ind. Så vidt, vi husker, er det 27 år siden, vi sidst var et par dage her, så det er et glædeligt gensyn med den gamle skipperby med de små maleriske gyder med huse med pragtroser udenfor – og også de kunstige blomster i vinduerne, der nok vidner om, at mange af de små byhuse i dag er ferieboliger. Eftermiddagen gik med at flytte VHFén fra salon til cockpit; tænk at det kan være så besværligt at få ledninger ført igennem!

Så er vi på Marien Traffic, vores MMSI nr er 219014461.
Fællesmiddag den 7. juni som start på turen.

5. juni, Marstal.

Ikke kun stille regn men silende regn stod vi op til i dag, så formiddagen blev tilbragt ombord med lidt forskellige indendørs sysler. I løbet af formiddagen kom mange både fra vores flotille ind, så der blev også en masse gensynsglæde og velkommen til de nye deltagere. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur op i byen for bl.a. at proviantere, men nu er det jo Grundlovsdag, som selv i en turistby som Marstal håndhæves med lukning, så selv til bageren gik vi forgæves. I stedet gik vi på Søfartsmuseet, som er byens stolthed, og visse dele af det var da bestemt også besøget værd. Tidligt i seng, da vi skal op næsten før solen for at nå bussen kl. 7 til Ærøskøbing, hvorfra vi skal med færgen til Svendborg, hvorfra vi har lejet en bil, så vi kan komme til Århus, hvor jeg har fået en akuttid til en mindre operation i hovedet. Sikke bøvlet, men det er rart at få ordnet, når vi skal være væk så længe.

6. juni, Marstal.

Vi nåede både bus og færge, og operationen var klaret på 1 time, så vi nåede faktisk at være en lille time i Silkeborg på vej tilbage til båden på Ærø. Vi fik spillet bold med Lærke og beundret lille Christian, født den 12. maj. Vi var tilbage på båden ved 21-tiden, fik lige snakket lidt med folk på broen og gik derefter på hovedet i seng efter en lang dag. De 7 sting skal jeg have fornøjelsen af i 12 dage. Der er flere sygeplejersker og læger med i flotillen, og alle har tilbudt at fjerne stingene, så intet problem i det.

Bådene er pyntet op til fest.

7. juni, turstart i Marstal.

I løbet af dagen fik vi provianteret og hygget, og kl. 17 mødtes vi alle til fællesmøde og efterfølgende velkomstmiddag – hyggelig aften, hvor vi også fik hilst på de nye i flotillen. Vi er nu 25 både (1 har meldt fra) og over 2/3 er gengangere fra de tidligere ture. Vi afsluttede i vores båd sammen med Solveig og John fra ”Only” (en HR 342 mage til vores ”Aslaug”).

Morgensang til guldbryllup.

8. juni, Kieler-kanalen, Rendsburg.

Morgenen startede i bogstavelig forstand med fuld musik. Kl. 7.30 stod vi alle på broen foran ”Withy” med flag og tågehorn samt 1 stk cello betjent af den 14-årige pige fra ”Alegria”. Kjeld og Bodil, som vi havde erfaret har guldbryllup i dag, fik en morgenvækning, de sent vil glemme – med trut,  sang og dejlig musik.(Havnens øvrige gæstende både glemmer nok heller ikke lige denne morgenvækning!). Kl. 9 var vi klar til at sejle af sted mod Kielerkanalen og Rendsburg, som vi har besluttet os at sejle til. Fantastisk vind og sejlvejr, idet vi gik over 7 knob det meste af turen frem til slusen ved Kiel. De fleste både gik ind i en af havnene ved Kiel, mens vi sammen med ”Papillon” lagde os i venteposition ved slusen. Vi kom igennem ved 15.30 tiden og var kun 3 både i den store sluse, som glimrede lidt ved mangel på info; vi fik i hvert tilfælde lagt til i den forkerte side, og det tysk, der gjaldede ud gennem en råber, forstod vi ikke meget af! Igennem kom vi da og havde en god tur de ca. 14 sm gennem kanalen frem til Rendsburg, hvortil vi ankom kl. 18.30 – sammen med ”Papillon” og ”Luna”. ”Only” har vi ikke set eller hørt noget til i dag. Solen skinner, og der er en dejlig temperatur her kl. 19.30, hvor de nye kartofler og de selvfangede fiskefileter snart er klar!

Distance: ca. 50 sm.

Afslapning i Rendsburg.

9. juni, Rendsburg.

Stadig høj sol, og vi nyder en stille morgenstund, inden vi sammen med Winnie og Frede og Hans og Majbritt går en tur op i den hyggelige, gamle by, hvor alt dog er lukket pga Pinsen. Resten af dagen hygger vi på havnen, idet næsten alle fra flotillen kommer i løbet af eftermiddagen. Der snakkes på kryds og tværs, og småproblemer på bådene klares nemt; vi er en broget flok, og der er altid nogen, der har ekspertise på området! Der snakkes meget om tidevand, og vi er alle klar over, at ”Tide is the King”. Det nytter ikke noget, at vejret er godt, hvis ikke det passer med tidevandet, så det studeres med omhu. Det er rart, at vi er flere til at snakke om det! Dagen sluttede med Irish Coffee om bord på ”Buena Vista” sammen med ”Papillon” og ”Only”.

Papillon er blevet den lille her.
Den havde plads til 240 containers.
Så sejler vi ud af Kielerkanalen.
Gieselau-kanalen.

10. juni, Gieselau-Kanalen.

Efter dieselpåfyldning gik turen videre ad kanalen til Gieselau, en lille sidekanal, hvor vi også tilbragte en nat for 5 år siden på vores ”Rundt om Jylland tur”. Der er blot 2 lange broer, en sluse , så man kan komme videre ad Ejderen og absolut ingen faciliteter, men hyggeligt er her. Vi ligger 7 både fra flotillen her, og alle tilbragte vist eftermiddagen stønnende i varmen under dæk. Luften står helt stille, og temperaturen føles som 40 grader. Heldigvis har vi jo både bruser og vand om bord; kanalvandet jndbyder kun til sejlads! ”Nordkaperen” kom glidende ind i vores lille kanal ved aftenstid. Efter middagen på besøg hos Frede og Winnie.

Distance 15 sm

Nordkaperen er også i Gieselau.
De sejler hurtigere end os i NOK.
Slusen åbner ud til Elben.

11. juni, Cuxhafen.

Afsejling præcis kl 8 som aftalt i aftes. Vi havde god tid i forhold til det, vi havde regnet ud med tidevand efter slusen i Brunsbüttel, så vi gik stille og roligt af sted for motor; det er ikke tilladt at sejle alene for sejl i kanalen. Ved 12-tiden var vi fremme i Brunsbüttel og efter en bid mad, lagde vi os i venteposition ved slusen. Vi kom ud af slusen kl. 15, som var det, vi havde regnet os frem til skulle være det gunstigste tidspunkt. Vi havde da også 2 knobs medstrøm med det samme og fløj nærmest af sted gennem vandet – gennemsnitlig 8 kn, men mange gange over 10! Da vi nærmede os Cuxhafen, blev vi viftet til side af en politibåd. Vi lå ellers allerede pænt ude i siden af renden, dog få meter indenfor afmærkningerne, hvilket åbenbart ikke er tilladt i dette land. Vi lå som den første båd ud af vores flok og blev eskorteret helt ind i havnen i Cuxhafen, hvilket var dybt ubehageligt. Den store båd lå helt tæt på os, og vi kunne se, der blev holdt øje med os i kikkert. Da vi var kommet gennem den lille bro til City Marina, stod de 2 betjente og tog imod os. Efter megen palaver måtte vi acceptere en bøde på 178,5 Euro. Vores argumentation prellede pænt af på dem.

Distance 39 sm.

Skippermøde Cuxhaven.

12. juni, Cuxhafen.

Vi undrer os stadig over, at vi intet sted i de internationale søvejsregler eller i de, der gælder specielt for Tyskland, kan finde den regel, vi skulle have overtrådt i går, og vi undrer os stadig over, at det var nødvendigt med en sådan magtdemonstration, som den, der blev udvist, men pyt! Vi gik en tur ind til byen – på McDonalds, fordi det der er muligt at komme på internettet. Vi nåede at skrive et par mails og få opdateret hjemmesiden, mens vi nød kaffe og is. Hen på eftermiddagen var der fællesmøde med efterfølgende fællesspisning på plænen tæt ved havnen. Den flinke havnefoged, Thomas, kom med gode råd, masser af lune og et skvæt Gammel Dansk til alle. Vi fik delt os i to grupper alt efter hvilket tidspunkt, vi valgte til afgang fra Cuxhafen. Vi gik med gruppen, der skulle afsejle lørdag eftermiddag med ankomst til Delfzijl i Holland tidligt på formiddagen søndag. Vi skal tage meget hensyn til tidevandet og strømmen, så det er vigtigt at vælge det rette tidspunkt. Den anden gruppe ville sejle natten til lørdag og derved få mindre natsejlads end os andre. Vi havde en fin middag i strålende vejr, og traditionen tro blev der uddelt en præmie til en båd, der havde gjort sig bemærket på den ene eller anden måde. Der var flere nominerede, men vinderen blev ”Buena Vista” for mødet med politibåden. Vi fik en flot kikkert, så vi bedre i god tid kan spotte politiet!  Winnie og Frede gik med om bord efter middagen for at smage på vores gode rom. Af alle de gode forsætter, de havde inden de tog af sted på denne lange tur – 3 måneder for deres vedkommende – er stadig, at de spiser havregryn hver morgen!

City Marina Cuxhaven.

13. juni, Cuxhafen.

Om formiddagen var vi i forskellige bådudstyrsforretninger for at kigge efter søkort, men vi har efterfølgende fundet ud af, at vi er godt nok dækket ind allerede. Det har været en rigtig dasedag med en masse snak om vejr og vind. Alle er enige om, at vindretning og –styrke har ændret sig så meget, at ingen vil af sted i morgen. Vi satser i stedet på fælles afgang for hele gruppen ved 3-tiden natten til søndag – med ankomst til Delfzijl ved 22-tiden søndag. Nu må vi lige se en ny vejrudsigt i morgen. Vi er ved at få check på det med tidevandet, som er ret kraftigt her. Når vandstanden er lavest her i havnen, er der 1,3 m, hvor vi ligger, og eftersom vi stikker ca.1,85 m, må det betyde, at vi står langt nede i dyndet. Når det er højvande, er dybden 4,8 m. En af bådene kom til at fylde vand i dieseltanken, så for dem er dagen gået med at få det suget op igen, hvilket heldigvis ser ud til at være lykkes. I en anden båd er den kvindelige del af besætningen gledet på båden og har fået bøjet et ribben, men ellers er alle stadig ved godt mod.

Selv om vi kun sejler få meter, er der hård vind og sø.

14. juni, Cuxhafen.

McDonald har haft stort rykind i løbet af dagen, idet besætningerne på skift har været der – for at komme på nettet og følge vejrudsigterne. Det lykkedes os at få skypet med familien i Silkeborg. Lille Christian, som nu er 1 måned, sov, men Lærke havde travlt med at fortælle, at hun ikke bruger sut længere, har fået en kanin og ikke længere bruger svømmevinger. Hvad kan det ikke blive til, inden vi vender hjem? De fleste i gruppen besluttede at sejle ud af vores lille havn kl. 15 (det lykkedes os ikke at få overtalt brovagten til at åbne den lille bro i nat) og videre få hundrede meter til den næste havn. De få hundrede meter var nok til, at vi var glade for ikke at være sejlet af sted i dag. Det var søgang, så det ville noget! Svend og Knud i ”Marie” er derude, men de er et par gæve sømænd, så det går nok. Vi er blevet en båd mindre, idet ”Withy” har besluttet at vende om. Bodil var hende, der bøjede et ribben, og hun kan ikke være til meget hjælp på turen mod Holland, så sådan er det blevet. Resten af os vil gå ud i nat kl. 2, hvor vinden skulle være løjet noget af - og forventer så at være i Delfzijl i morgen aften kl. ca. 22. På denne måde får vi kun få timers sejlads i mørke. Fællesmøde kl. 20 og derefter tidligt i seng, så vi kan nå at få et par timers søvn.

Skippermøde.
De gamle må sidde.
Skippermøde Cuxhafen, inden vi sejler til Holland.
Skipper på Nordsøen, ved daggry.

15. juni, Delfzijl, Holland.

Vi sejlede af sted kl. 3 i noget mere vind (op til 9 m/sek), end vi havde regnet med efter vejrudsigterne, som vi ellers alle havde studeret grundigt. Vi nød en fantastisk solopgang, men det vippede så meget, at vi var glade for, at kaffen var lavet på forhånd. Udmærket sejlads for sejl det meste af dagen, men stadig enormt store bølger, som var lige ved at få Jørgen ud at hænge over rælingen! Hen på dagen løjede vinden, og forsejlet stod og daskede, så det byttede vi ud med motorkraft. Vi havde dog undervejs mistet vores trekant til Kong Neptun, og da vi var blevet tudet ørerne fulde med, hvor emsige, man er i dette land med korrekt visning for sejl og motor, gik der kun kort tid, før også storsejlet røg ned. De små lodsbåde lignede alle på afstand politibåde, så vi skulle ikke nyde noget! De sidste mange sømil ind til Delfzijl var ikke nogen stor oplevelse, da der var lutter industri, men til gengæld var det skønt at lande ved en bro (kl. 22 efter 19 timer på Nordsøen) og opleve, at alle kom ind i løbet af de næste ca. 1 ½ time. En enkelt båd ”Monark” mangler vi dog, idet de fik problemer med riggen og måtte gå i nødhavn; vi håber, de har mod på at fortsætte turen og støde til os senere.

Sejldistance 122 sm

Mahogny på Nordsøen.
Sejlads på Nordsøen.
Kanalsejlads.

16. juni, Groningen.

I dag er det søster Bentes fødselsdag, så tillykke med det. Hen på formiddagen, da vi så småt var ved at snakke om at tage videre gennem slusen og ind i kanalsystemet mod Groningen, kom en af de lokale sejlere og fortalte os, at en af broerne i ”Standing Mast Route” siden april havde været beskadiget og ude af drift, så nu var gode råd dyre. Der er en lille omvej uden om broen men kun for de både, der stikker max 1,7 m, og der kan vi ikke være med. Vi er en del, der må tage en helt anden rute så, hvilket er ærgerligt, men vi kan trods alt stadig komme til Amsterdam – og stadig komme en stor del af den rute, vi havde planlagt. Det er da utroligt, at en sådan lukning af en bro ikke fremgår af den berømte rutes hjemmeside! Efter fællesmødet kl. 11.30 skal vi lige have stillet vores VHF om til ATIS, som er et krav i disse indre vandveje. Stor er vores overraskelse, da vi finder ud af, at det ikke er lagt ind på VHF’en i vores nye båd – den er kun forberedt til det, og der er ikke en i miles omkreds, der kan lægge det software ind. Vi har det ikke godt med at sejle uden, men alternativet er at vende om, så nu må vi se, hvad der sker. ”Luna” måtte blive en dag ekstra i havnen, da de har problemer med motoren efter ved et uheld at have fyldt vand i dieseltanken. Nu tømmer de det hele ud og får renset tanken. En del af os kom af sted kl. 12.30 på den korte tur til Groningen. Vi gik igennem slusen og var så inde i kanalsystemet med dets utallige broer, som dog næsten åbnede øjeblikkeligt, når vi kom sejlende 10 både sammen. Turen gik gennem landlige omgivelser med marker og gårde, der lå flere meter under kanalvandstanden; det var mærkeligt nærmest at sejle lidt ”ovenpå”! Lugten af ”land” var dog allestedsnærværende!! Sidst på eftermiddagen var vi fremme, og havnemesteren fandt plads til os alle.

Distance: 15 sm

Kanalsejlads ved Groningen.

17. juni, Groningen.

I dag skinner solen for vores Mette, som fylder 30 år. Tillykke til hende. Vi tager revanche med en fejring senere, når vi mødes. Morgenen starter ellers med sidste etape af tøjvask; vi har nemlig fået vaskemaskine om bord, hvilket er en spand med låg, som fyldes med varmt vand, sæbe og tøj. Da vi skvulpede rundt i Nordsøen, gjorde tøjet i spanden jo det samme og voila: Det er lige til at skylle sæben af, når vi er fremme. Vi gik flere ture i den hyggelige by, som Groningen vitterlig er. Vi skal lige vænne os til de rigtig mange cyklister, som kører noget vildere end hjemme i Ebeltoft. Der er et stort marked midt i byen (mest fødevarer), og her fik vi købt ind til aftensmaden samt, hvad vi ellers har ledt efter som f.eks sikkerhedsnåle og bukseelastik (elastikken var røget i den ene ende af en fendersok). I gågaden fandt vi også et stort stykke pap, som ved hjælp af sort gaffatape nu er omdannet til en sort ”motortrekant” – den må holde, til vi finder et sted at købe en ny. Har besluttet, at vi bliver her til i morgen, hvilket de fleste andre også har besluttet. Vi trænger vist alle til en daske-dag efter Nordsø-turen.

Groningen.
Kanaler
Der sejles meget tæt.

18. juni: Bro ved Dokkum

Nevø Christian har fødselsdag i dag. Tillykke til ham. Fra havnemesteren havde vi fået besked på at være klar til at gå gennem den første bro kl. 9, idet der på dette tidspunkt samt kl. 13 er såkaldt konvojsejlads, dvs de mange, mange broer gennem Groningen åbner, efterhånden som konvojen nærmer sig. Det var en fantastisk tur gennem byen i den meget smalle kanal, som snor sig gennem byen, så det tog faktisk et godt stykke tid, inden vi var ude i mere landlige omgivelser. Der er godt nok lavvandet mange steder i kanalen, og flere i flotillen måtte da også en tur på grund; heldigvis er det jo bare mudder, så det er uden skade på båden og nemt at komme fri igen. Broerne er lukket fra 16.15 til 17 (kaffepause?), og da var vi en flok, der kom til at ligge i venteposition nogle sømil fra Dokkum, hvor vi havde regnet med at nå til. Vi fik fortøjret ved pæle og skilte, og hvad vi ellers kunne få fat på, og så serverede Solveig og John ellers øl og bitter til alle. Vi var efterfølgende 4 både (”Only”; ”Papillon”, ”Mahogny” og os), som besluttede os for at blive for natten, selv om det vist var lidt ”verboten” at ligge der. Vi fik stablet en grill på benene, og så sad vi ellers på puder på en mark – spiste og hyggede, mens trætheden rykkede ind på os. Jørgens fine fenderbræt viste sig at være fortrinlig som landgangsbro også.

Distance: 28 sm

Grillmiddag på en mark.
Frede og Winnie.
Båden fortøjret til et skilt.
Dorthe fik lige fjernet 7 sting af skibslægen "Skipper".

19. juni : Harlingen

Ingen fødselsdag i dag! Kl. 9 var vi klar ved broen – den første af de ca. 30 vi havde foran os i dag, inden vi nåede frem til Harlinger, byen der ligger ved slusen ud til Ijsselmeer. Vi kom igennem mange små maleriske byer og sejlede nærmest i folks haver. Vi tankede diesel undervejs og kom derfor lidt bagefter de andre. Som den sidste båd sejlede vi ind i den meget tætpakkede lille Jachthaven. Indsejlingen er lige før slusen og er så smal, at det var lige før, vi skulle have fenderne op! Vi måtte pløje os frem til vores plads, men det gik, og vi ligger fint udenpå en tysker. Var i havn kl. ca. 17. Endnu en båd er vendt om. ”Mon Ark”, der havde problemer med riggen fra Cuxhafen, har ikke mod på at fortsætte nu, da de er kommet et stykke bagefter.

Distance: 29 sm

Uden for Harlingen er det hav, tidevand og frisk vind.

20. juni: Enkhuizen

Og det fortsætter: I dag er det niece Frejas 9 års fødselsdag. Tillykke til hende. Vi havde besluttet at sejle mod slusen kl. 14, da det ville passe med højvande og strøm, så vi havde formiddagen til at gå rundt i den lille hyggelige by. Der er kanaler overalt, simpelthen! Nu havde jeg haft mine sting i længe nok, og Jørgen syntes, han nemt kunne ordne det, eftersom han for mange år siden har læst ”Lægebog for Søfarende”! Det fik han så lov til, og det blev gjort til UG! I slusen blev der lidt panik, da en af bådene ikke fik fat og derfor kom til at ligge på tværs. Heldigvis er sluserne ikke så ”vilde” som i Sverige. Vi sejlede for motor det første stykke ned til dæmningen og slusen, der danner indgang til Ijsselmeer. Der var rigtig mange både, der skulle igennem – også de store træskibe, som er så typiske for Holland. Til sidst blev det også vores tur, og vel ude på den anden side, kunne vi sætte begge sejl og logge 7 knob, herlig sejlads og i alt 18 sm for fulde sejl. Lige som vi skulle vende ind i havnen i Enkhuizen, åbnede himlen sig, og inden vi havde fået lagt til, var vi temmelig våde. Vi lå og spærrede for en anden båd, og herfra kom et hoved hurtigt til syne, og det meddelte, at de skulle sejle ud kl. 7.30 (underforstået: Find et andet sted at lægge jer!), så vi aftalte med ”Papillon”, at vi sejler kl. 7 mod AMSTERDAM. Havnemesteren var gået hjem og automaten meddelte ”Out of Order”, så for en gangs skyld snød vi for havnepenge.

Distance:30 sm

21. juni: Amsterdam

Vi stod op til solskin og kom friske af sted kl. 7. I båden, vi spærrede for, var der absolut intet tegn på liv, så vi var fristet til at give et lille trut i tågehornet for at minde ham om, at han skulle op, hvis han skulle nå at komme af sted til tiden! Vi var nu godt tilfredse med, at vi kom af sted så tidligt, for vi sejlede lige ind i slusen og var kun ”Papillon” og os. Vi havde 5-6 m/sek og gik 5-7 knob – skøn sejlads i solskin. I udkanten af Amsterdam skulle vi gennem en bro i forbindelse med en motorvej; den åbner ikke så tit pga den tætte trafik, men igen var det vores heldige dag, for broen åbnede lige som vi kom, og vi kunne sejle direkte ind i den sidste sluse. Kl. 12.30 kunne vi lægge os ind på plads nr. 5 på bro Q, som var reserveret til os. Vi glæder os umådelig meget til at opleve den fine kanal-by – og til at være lidt kulturelle. Vi fik skrubbet salt og skidt af os selv og dæk og cockpit, vasket lidt, hejst Frede til tops i masten med den nyindkøbte radar-refleks og fik nybagte boller hos Frede og Winnie. Vores internet virker fint, så vi fik skypet med familien i Silkeborg og også med Mette i London.

 

Distance: 28 sm

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Lone | Svar 24.06.2014 22.47

Dejlig side. Nu fik mor og jeg læst det hele sammen

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.09 | 11:30

Kære Dorthe og Jørgen. Vi er kede af, at vi ikke nåede at sige god tur til jer, inden I igen fløj sydpå.Defor vil vi hermed ønske jer rigtig god tur og god vind

...
17.06 | 20:34

vil sejle turen singlehand I år.... glæder mig

...
28.05 | 14:22

Hej Kurt og Jytte. Hvis I går ind under 'Middelhavet 2016', kan I under 'Logbog 2016' finde et ark med priser på de havne, vi har været i.
God vind fremover ⛵️

...
28.05 | 09:04

Hej på Buena Vista.
Fin hjemmeside, som vi kikker meget på, vi er på vej hjemover og kunne godt bruge oplysninger om havne og havnepenge derfra hvor i kommer.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE