Baltic Rally Gdansk til ?

Marina Gdansk

 

Den 24.juni 

Sightseeing-dag i Gdansk. Vi gik mest i området Stare Miasto, som ikke lige er turistcentrum men hvor der stadig ligger mange store kirker og andre pompøse bygninger. Vi endte ved frokosttid ved havnefronten og kunne ikke modstå frokost på restaurant ”Billy’s” med udsigt til de 2 store sørøverskibe, der flere gange dagligt sejler gæster ud til Westerplatte, monument for faldne helte ved den tyske invasion i 1939.

Vi har fået 2 små motorbåde klemt ind ved siden af os; vi håber, det er for at gøre plads til vores venner fra flotillen, som næsten må begynde at ankomme i morgen. Hvordan her skal blive plads til alle, har vi lidt svært ved at se.

 

 

Den 25.juni

 

Følger Dorthe til lufthavnsbussen kl 7.55, hun rejser hjem for at være med ved Kaspers dimission som bygningskonstruktør i morgen.

Jeg har arbejdsdag på båden, opvask, støvsugning, rengøre køleskab, nyt tov på fender, og flere andre småting, der skal laves. Der bliver også tid til en tur rundt i byen, der myldrer af liv i dag i det gode vejr, og som er en fantastisk flot by.

Jeg bliver budt på middag på S/Y Frigg af Egå, med Marianne og Benny, det bliver en meget hyggelig aften, og snakken går rigtig godt – mere og mere som det svinder i rom-flasken. J

 

 

Den 26.juni

 

Sov godt og uden tømmermænd!!! I dag er der høj sol, der bliver igen lavet småting på båden. Slapper af, spiser frokost på en restaurant lige ud til havnen, meget lækkert. Tilbage i havnen; så er Aurora af Egå min nye nabo, med Johannes og Jette om bord. Vi får lige en velkomstdrink. Og senere er alle 4 både i havnen til drink på Hotel Gdansk.

 

 

 

 

Den 27.juni

Johannes og jeg er i bådbutikken og køber nyt tov til kuglefender. Jeg får også noget fransk polish af Jette, som virker fantastisk på vores blå stribe.

Vi arbejder lidt og snakker meget.

Kl ca19.30 er jeg oppe for at hente Dorthe, der har været i Danmark, hvor hun også lige på den korte tid nåede at spise fødselsdagsfrokost hos sin mor, som blev 86 år. Vi spiser lige en pizza på vej hjem til båden. Dejligt, at hun er tilbage og en dejlig lun aften.

 

Den 28.juni

Sikke en dejlig morgenstund – med sol og udsigt til, at sommeren endelig har indfundet sig. Der kommer flotillebåde ind hele tiden, så det meste af formiddagen går med snak og hjælp med at komme på plads. Pladsfordelingen styres fra havnekontoret, og hver gang en fra flotillen dukker op uden for marinaen, fræser havneassistenten derud i gummibåd, og som en anden lods følger han båden hen til den plads, der er tildelt. Det virker simpelthen bare, og efterhånden kan vi godt se, at der kan blive plads til alle. Fra i går blev der spændt rød/hvide afspæringsbånd foran alle pladserne, og de gæstebåde, der lå her, fik besked på, at de skulle sejle senest i dag, fordi pladserne var reserverede. Det har da overrasket os noget, at det er så velorganiseret.

Vi fik dog tid til endnu en tur gennem de smukke gader; vi opdager hele tiden nye flotte huse, så vi bliver ikke træt af at gå gennem de samme gader endnu en gang. Vi gik også turen ud til jernbanestationen og passerede derved det flotte nationalmuseum. På vejen hjem stødte vi på et marked med lokale produkter og fik et lækkert økologisk brød med hjem til aftensmaden.

Ved aftenstid er langt de fleste både ankommet. Vejret er stadig skønt sommerligt.

 

Hver by i Polen har sin pirat skib der sejler med turister.

Den 29.juni

 

Fik morgenmad i strålende sol. Der var arrangeret en fælles bus med sightseeing, men eftersom vi nu har været her i en uge og har travet byen rundt på kryds og tværs, synes vi ikke, vi havde brug for at komme med på turen. Vi udnyttede i stedet, at alle andre var væk, hvilket betød en tom vaskemaskine ved havnekontoret, så vi fik vasket sengetøj, håndklæder mm. Det tørrer jo hurtigt på en solskinsdag, men i nogle timer lignede ”Buena Vista” mere et tørrestativ end en båd!

Vi fik også handlet ind i supermarkedet ”Biedronka” (Mariehønen), som vi dog i første omgang måtte gå fra med uforrettet sag, da elektriciteten var røget sig en tur. Man får godt nok meget for 110 Zloty – ca. 190 kr.

Eftermiddagen gik med lidt forskelligt. Jørgen var i marinebutik med Vita og Peder, hvis selvstyrer ikke virker mere. De får en reservedel sendt fra DK hertil, men leder efter stumpen her også, i fald posten ikke når hertil, før vi må sejle videre. Får de ikke repareret selvstyreren, opgiver de at sejle videre med flotillen – ærgerligt for dem – og også for os! Flere både har problemer både med motor og rig; de fleste problemer kan løses i flotillen, hvor der altid er nogen, der har forstand på problemet, der opstår, men problemet til sidst er altid reservedele. ”Roffe” har tabt skruen, men tilfældigvis havde ”Vildrosen” lige deres gamle liggende, så på med den, og de er sejlklare igen.

 

Der er rigtig mange gamle kirker her, og i dag besøgte vi ”Church of the Blessed Virgin Mary”, som er Europas største kirke bygget af mursten. Byggeriet blev startet i 1343 og fuldført i 1502. Det er en smuk og enkel kirke med hvidmalede hvælvinger og lofter – og meget stor. Det er muligt at komme op i det store kirketårn, men i varmen lod vi os ikke friste af de 409 trin til toppen, hvorfra der skulle være en god udsigt over byen.

Til sidst gik vi igen ind i markedshallen med fødevarer i underetagen. Sidst vi var her, lagde vi mærke til, at de lokale stod i kø ved en af butikkerne, så der købte vi så i dag noget lokalt pølse. Hvad vi har købt, ved vi ikke, men et sødt smil og ordet ”super” fra den søde indehaver håber vi, borger lidt for kvaliteten.

Laksen, vi fik til aften, smagte perfekt – og solen skinner stadig kl. 20!

 

FTLF-fest i Gdansk.

Den 30.juni

 

Blå, blå himmel og ih, hvor vi nyder at få luftet sommertøj og sandaler! Vi studerer søkort og ”Navigational Warnings”, men vi har alle svært ved at blive klog på, hvad advarslen for område 117 i virkeligheden betyder. Besøg hos havnemester og opringning til ”Port Control” gav ikke noget resultat, så Thorkild, der har forbindelsen til Sergei i Kaliningrad, mailede til denne, og han kunne fortælle, at sejlads var helt forbudt mellem de to tidspunkter, der var nævnt (4.00 - 17.00 UTC) pga ”Combat Activity”. Vi kan så planlægge ud fra dette; det kommer til at berøre de 24 både, der ikke skal til Kaliningrad, altså også os.

Kl. 16.30 mødtes vi 4 arrangører for at aftale de sidste praktiske ting inden aftenens fælles middag på Hotel Gdansk. Der var arrangeret stor buffet med øl ad libitum fra hotellets eget bryggeri, som vi i mindre grupper fik lov at se. Dejlig aften med masser af snak og godt humør.

De nu 2 grupper: De, der skal til Kaliningrad og de, der sejler mere eller mindre direkte til Kleipeda holdt et lille møde hver for sig, og vores gruppe blev enige om at mødes i morgen formiddag kl. 11 for at aftale, hvem der evt. følges ad. Der er ligesom 3 muligheder: Vi kan afsejle fredag eftermiddag, så vi kan sejle gennem det forbudte område fra kl. 20, når advarslen afblæses, hvilket så betyder natsejlads til Kleipeda, vi kan sejle herfra lørdag morgen og igennem området i dagslys, da forbudet ikke gælder i weekenden eller vi kan vente til søndag morgen med afsejling. Vi er mest stemt for fredag og natsejlads, da det passer bedst med vindretningen. At sejle udenom det forbudte område vil betyde rigtig mange (45 sm) ekstra sømil.

 

Hun siger hun er Dronning af Polen !!? men meget sød er hun.

Den 1.juli

 

Dette blev så en af de dage, der kom til at gå med ikke ret meget andet end afslapning og lidt planlægning, nu da vi har besluttet os for at sejle fra Gdansk til Gdynia i morgen og derfra videre til Klaipeda fredag eftermiddag. ”Chasja” har fået en arm til en selvstyrer fra ”Anne Christine” – og fået den monteret, så nu kan de heldigvis fortsætte sammen med os andre.”Krabask” har fået en aftale med et værft i Gdynia, så de kan få nyt sejldrev sat i, så de kommer også med videre – om end måske med lidt forsinkelse. Desværre må vi så undvære Ruth og Allan fra ”Marie”, som må melde fra flotillen; vi vil savne dem og sender mange tanker mod Hundige!

Det er Vita og Peders 48 års bryllupsdag, så vi er inviteret på middag ude i byen. Vi får en dejlig middag, og slutter aftenen af med - af nysgerrighed - at tiltale den tandløse men i øvrigt velklædte morlille, som tronede i sin kørestol ude i gågaden lige i vores synsfelt. Hun havde en kande med blomster foran sig og en kaffekande til donationer. Hun sagde, at hun var ” Dronningen af Polen” (!) – intet mindre, så det……! Hun jappede på tysk, og vi forstod så meget, at alle tyskere skulle ud, og at hun samlede ind til ”sagen”, som ved nærmere eftertanke nok var hende selv!

Dejlig aften, som sluttede med en drink på ”Chasja” – og vinken til de 10 både, der skulle til Kaliningrad, og som afsejlede mellem kl. 22 og 23, efterhånden som de fik tolderne om bord med henblik på udklarering.

 

 

Næsten guldbryllup med Vita og Peder, altså 48 år. Fin middag og aften.

Den 2.juli

 

Kl. 8.15 var vi klar til at forlade Gdansk i flot sommervejr. Vi sejlede ganske langsomt de ca. 3 sm ud af floden og forbi skibsværfterne, hvoraf et af dem var der, hvor den store omvæltning i Polen startede med Lech Walesa og ”Solidaritet”. Vi kunne godt fornemme historiens vingesus.

Høj sol og nærmest ingen vind, så det blev atter motorsejlads med et ret slapt forsejl ude.

Kl. ca. 10.30 nåede vi havnen i Gdynia, hvor der myldrede med små joller og temmelig mange børn, som nok har fået sommerferie nu. Johannes og Jette stod klar med en ledig plads til os på samme bro, som også ”Hoppen” fik lagt til på senere; de havde hjulpet med at få den motorløse ”Krabask” ud fra Gdansk Marina og ind her, hvor de skal på værft.

Vi gik en tur op i byen, hvor vi fik brugt vores sidste Zloty; det er ikke en specielt pæn by som Gdansk. Til gengæld er der en flere kilometer lang strandpromenade – og en ligeså lang strand, der lignede et fluepapir. Vi nød dog, at det luftede lidt – i modsætning på båden – så den lange gåtur på strandpromenaden var dejlig.

 

Distance: 11,4 sm

Stranden i Gdynia.
Krabask skal have nyt sejldrev, det er heldigvis ikke os, der skal på land i år.

Den 3.juli

 

Formiddagen gik med hygge på havnen, indkøb af nyt brusehoved til bruseren på agterdækket (25 Zloty) og med at følge med i, at ”Krabask” kom på land; kranen kom ret præcist fra morgenen af, og det hele så ret professionelt ud. I heldigste fald er båden i vandet igen 12 timer senere.

”Aurora” og ”Buena Vista” stak af sted kl. 14 med kursen sat mod Kleipeda. Vi havde aftale med de, der afsejlede fra Hel, om at nå det forbudte russiske område kl. 20 (det var tilladt at sejle igennem fra kl.19). Vi nåede det kl.19.45, og de fleste var fremme omkring kl.20. Vinden var svag og tilmed imod, så motoren måtte hjælpe det lettere slappe storsejl. Høj sol hele dagen.

Vi havde aftalt 2 timers vagter, så Jørgen startede med at sove lidt mellem kl.20 og 22, hvor der faktisk var ret pænt med vind, så vi i en periode kunne nyde stilheden uden motor. Når vi har så mange timers sejlads foran os, rækker tålmodigheden ikke til at sejle med 3-4 kn! Solnedgangen var et flot skue, og resten af natten kunne vi så nyde fuldmånen og stjernerne – og spejlblankt hav.

Solopgangen var mindst ligeså fantastisk, og nu kunne vi så også rigtigt se ”Aurora”, hvis agterlanterne, vi fulgte efter hele natten.

 

Distance: 116 sm

Solnedgang over Østersøen.

Den 4.juli

 

Kl. godt 8 var vi fremme i Kleipeda i Lithauen, hvor vi først gik ind i den del af lystbådehavnen, der ligger ved færgehavnen. Her spillede et stort orkester for krydstogtsgæster, der gik i land, og lidt efter startede arbejdet med et trykluftsbor lige over for, hvor vi lå. Støjen var uudholdelig, men Jørgen og Johannes, som var gået af sted for at finde havnekontoret, udviste mandsmod og meget andet, da havnemesteren ikke mente, der var plads i den anden del af havnen før kl.18 – måske! Det lykkede at få dem til at åbne den håndbetjente bro og anvise 2 pladser, og 4 trætte mennesker kunne slappe lidt af, spise morgenmad og senere få en lille lur.

Omkring kl.10 begyndte de andre i flotillen at dukke op, og sjovt nok kunne de komme ind i ”vores” havn uden problemer. Vi har dog senere fundet ud af, at vi har ”overrumplet” havnen lidt, da flotillens ankomst hos dem var meldt til den 6.

Enkelte både fra flotillen har sejlet næsten udelukkende for sejl og kom ind i løbet af eftermiddagen.

”Gwendoline” har fået deres skøde i skruen og bliver trukket de sidste par timer af ”Roxan”.

Vores nabobådplads tilhører et udlejningsfirma, så herfra er mange 36 fods både startet – med kurs mod Finland og Sverige, og hver gang har der været 8 helvoksne mennesker om bord + proviant til 10 dage. De havde meget lidt bagage med om bord, så gad vide, hvordan de holder varmen, når vinden piber og regnen står ned i stænger. Nogle af dem fik også spurgt, om ”Buena Vista” virkelig var vores egen båd – og kun 2 om bord!

 

Den 5.juli

 

Varmen var meget ”påtrængende” – allerede fra morgenen af, men vi gik alligevel en tur i den gamle del af Kleipeda. Byen er ikke specielt spændende, men der skal også en del til for at komme op på siden af Gdansk. Vi fandt bl.a. et udendørs grøntmarked, som lokkede os med både jordbær og kantareller, og senere fandt vi et lille supermarked, hvor fløden til kantarellerne blev fundet, og så var aftensmaden reddet.

Vi fandt også en kiosk, der solgte telekort, som Jørgen brugte det halve af eftermiddagen på at aktivere, så vi nu kan komme på internettet. Der er ikke wi-fi i havnen, så vi må finde andre veje til vejrudsigter og mails.

Aftenen sluttede med ”røverhistorier” sammen med Johannes og Jette.

 

 

Den 6.juli

 

I dag lufter det lidt, og med luften kom også regnen først på eftermiddagen. Vi var hen på formiddagen gået en tur på et par kilometer ud til et stort shopping-center, ”Akropolis”, hvor det største plus var air-condition, så vi gik der et pænt stykke tid for at blive kølet af. Randers storcenter kan godt pakke sammen – dette her var nok 5 gange større!

Dagen er nationaldag i Lithauen, så byen vrimler med festklædte mennesker, og vi har set flere optog, også med lettiske og estiske faner, så her må være nogle mindretal fra nabolandene.

Regnen stod ned i stænger, da vi skulle fra shopping-centret, så vi flottede os med en taxa til 5 euro, så vi kunne komme tørre til rabarberkage på ”Chasja” efter hjemkomsten.

Hen på eftermiddagen blæste det voldsomt op, så vi er glade for, at vi ligger trygt i havnen her.

Vi ligger i ”Old Castle Marina”, og 150 m fra os er der opstillet et kæmpe musikanlæg, som vi i flere omgange har haft fornøjelsen af at høre – meget højt, og også her på nationaldagen.

 

Den 7.juli

 

Atter en tur til ”Akropolis” for at besøge butikken, der kunne forsyne Vita og Peder med sim-kort.

Vi fik handlet ind i det kæmpestore hyper-marked, hvor der bestemt ikke mangler noget.

Vinden havde lagt sig fra morgenen af, men nattens vind gjorde sit til en dårlig nattesøvn, idet bølgerne med uforstyrret styrke klaskede op ad bådens bagende ligesom fortøjrings-ringene natten igennem udsendte en klagende lyd og med jævne mellemrum gav et ordentlig ryk i båden.

Efter en sådan nat gør det godt med en lille eftermiddagslur, så det undte vi os selv, inden vi var på besøg på ”Frigg”.

Aftenen sluttede af med pizza på havnens restaurant sammen med Jette og Johannes fra ”Aurora”.

 

 

Den 8.juli

 

Kl. 9 præcist kom dobbeltdækkerbussen, der skulle køre os til Kaunas og Vilnius. Forinden havde vi sørget for at gå alle fortøjninger efter – og sætte et par ekstra på, da vinden stadig er ret hård.

Undervejs på turen så vi så mange storke, at vi måtte opgive at tælle; på en enkelt mark stod der en hel flok på måske 30 stk. Ja, det er mange år siden, vi har set en stork i Danmark, men her har de fine levevilkår. Vi så i øvrigt også traner flere gange.

Første stop var i Kaunas, som i mellem de 2 verdenskrige var hovedstad i Lithauen, da Vilnius var besat af Polen. Vi gik rundt et par timer, før bussen kørte os de sidste 2 timer til Vilnius. Undervejs fortalte Karsten om Lithauens historie; landet og befolkningen har været udsat for mange overgreb og besættelser gennem tiderne, så mon ikke frygten for specielt et af nabolandene stadig sidder i dem!

Vi var fremme ved vores udmærkede hotel, ”Artis”, ved 16 tiden. Wi-fi – juhuh, så resten af eftermiddagen foregik på nettet med avislæsning mm.

Det er ikke lykkedes os i Kleipeda at finde en restaurant, vi synes kunne egne sig til en bedre middag, så vi besluttede at Dorthe’s fødselsdagsmiddag skulle indtages et par dage på forhånd. Vi fandt – ifølge en restaurantguide – byens bedste steak-house, ”Hazienda”, hvor vi fik en dejlig middag sammen med Vita og Peder. Eneste minus var den arrogante, grænsende til det uforskammede og meget lidt kundeorienterede tjener, som kunne have gjort mere gavn et andet sted uden kundekontakt!

Vi sluttede aftenen af med drinks på en lille fortovsrestaurant.

 

Den 9.juli

 

Efter morgenmaden tjekkede vi ud af hotellet, fik opmagasineret vores små rejsetasker, og begav os ud i byen i dejligt solskinsvejr. Byen rummer mange flotte kirker i forskellige stilarter – og en enkelt synagoge for de forholdsvis få jøder, der er i byen!

Vi besøgte også det gamle borgområde, hvor kun tårnet (rekonstruktion) står tilbage på toppen af en stor bakke. Fra toppen af tårnet var der en fantastisk udsigt over hele Vilnius, og i flere af tårnværelserne var der udstillinger, der bla viste en model af den oprindelige borg og området omkring den. I et andet rum kørte en film, hvis tale ganske vist kun var på lithauisk, men billederne talte deres eget sprog: Den 600 km lange kæde af 2 millioner mennesker, der 23.august1989 holdt hinanden i hænderne på tværs af grænserne i Estland, Letland og Lithauen i protest mod Sovjetunionens besættelse.

Vi fortsatte vores vandring gennem byen, og sidste stop blev den selvudnævnte republik ”Uzupis”, kunstnernes autonomiske by på den anden side af floden. Et stort skilt fortæller, at du nu krydser grænsen til republikken, som både har sin egen grundlov med 41 bud, egen præsident, egen valuta, eget flag, egne frimærker og en hær bestående af 12 personer – alt sammen mest for sjov! Det er en meget hyggelig bydel med cafeer, gallerier og ikke mindst det store torv med en skulptur af en engel, der spiller trompet. Englen symboliserer frihed, herunder artistisk frihed.

Grundlovens 41 bud stod at læse på utallige sprog på en lang mur, og også på dansk. Vi måtte trække lidt på smilebåndet, efterhånden som vi læste os igennem budene, men budskabet var ikke til at tage fejl af: Her har man ret til at have frihed – med behørig hensyntagen til andre!

Kl. 16 holdt bussen ved hotellet, og vi startede vores 4 timers køretur tilbage til Kleipeda. Trætheden overmandede os, da vi var tilbage på båden, så vi tog hver sin sofa og satte en video på, noget vi faktisk ellers aldrig gør.

Dorthes fødselsdag.

Den 10.juli

 

Så oprandt dagen, hvor Dorthe ikke længere er i 50’erne. Desværre en morgenstund med meget kraftig vind og spredte byger. Jørgen havde pyntet fint op og serverede dejlig morgenmad, men på grund af vejret blev formiddagen tilbragt på båden med bla at opdatere hjemmesiden – og læse fødselsdagshilsner, selvfølgelig. Familien fra Silkeborg med Lærke i spidsen sang fødselsdagssang via telefonen og Mette ringede op fra London. Dejligt!

Vi er et par både, der har snakket om ikke at sejle helt ind i bugten til Riga, men i stedet sejle til Ventspils og derfra med bus til Riga, hvilket kan spare os for i alt 140sm. De ekstra dage kunne så bruges på nogle af de små øer nordpå. Vi snakker med ”Chasja” og ”Aurora” om det, mens vi spiser fødselsdags-pandekager, drikker kaffe og pakker fine gaver op!

Kl. 16 er der skippermøde i arrangørgruppen i ”konferencerummet” (kæmpe cockpittet på ”Liv”), og kl. 17 samledes vi alle til fællesmøde, hvilket pga regnen blev flyttet fra gadeplan til restauranten! Der blev råbt hurra for fødselaren, delt ”kvajegaver” ud, snakket afsejling fra Kleipeda, arrangement i Riga og taget afsked med ”Liv” og ”Straumsey”, som begge har valgt at sejle hjemover nu.

Senere på aftenen fik vi besøg på båden af besætningerne på ”Chasja”, ”Aurora” og ”Frigg” til drinks – en hyggelig afslutning på en dejlig dag.

Dorthes fødselsdagsmiddag sammen med Vita og Peder.
Dorthes fødselsdag.

Den 11.juli

 

En rigtig dovnedag med gåtur og snak på broen. Vi vandrede hele vejen ud til shopping-centret ”Akropolis”, dels for at få noget tiltrængt motion og dels for at få så god internet-forbindelse, at vi kunne få lagt billeder ind på hjemmesiden.

Aftenen sluttede på ”Chasja”, hvor vi endelig bestemte os for ikke at sejle til Riga, men derimod at tage bussen dertil fra Ventspils.

 

Den 12.juli

 

Kl. 8, da broen åbnede første gang, gik ca. 8 både ud, og kl. 9 og 10 gik de sidste ud, så vi nu kun er 4 både tilbage, der afsejler i morgen. Morgenstund har ikke altid guld i mund, for denne morgen kunne vi fornøje os med megahøjt musik fra den store, meget store motorbåd (som åbenbart også havde meget store højtalere!) ved vores bro. Endelig blev det også for meget for vores lokale nabo, og han kunne konstatere, at der ingen var om bord på båden, hvorefter han ringede til ejeren, som dog ret hurtigt kom og fik slukket for anlægget. Hvilken nydelse..! Vi har oplevet meget ”støj” fra lokale både i havnen, hvilket tilsyneladende er helt ok her – også sent om aftenen og ved nattetide.

En anden ”sjov” ting er, at ingen af vores små cykler må stå på broerne, trods det, at de er forsynet med låse, og broerne i øvrigt er aflåste. Havnemesteren bankede nogle fra flotillen op kl. 23 for at få dem til at tage cyklerne om bord, for ellers stjæler russerne dem, sagde han alvorligt. Nogle vil måske sige, at det er lithauere, der ind imellem stjæler cykler i DK, meeeeen fugl skider jo også sjældent i egen rede….!

 Endnu en af de dage, hvor vi ikke foretog os specielt meget udover at få vasket tøj og gået en lang tur på voldene ved det gamle fæstningsanlæg og videre ud til ”Akropolis” for at proviantere.

Vi 4 både, der var tilbage, holdt et lille møde på ”Aurora” og blev enige om at afsejle kl 8 i morgen. Fællesspisning senere på havnens restaurant.

Har fundet ud af, at ”Krabask” er med os igen, efter at de med en del problemer endelig fik skiftet deres sejldrev i Gdynia. Nu ligger de i færgehavnen og sejler med videre i morgen. Dejligt.

 

Middag i Leipaja.

Den 13.juli

 

Det gjorde godt at få sejlet lidt igen efter lidt for mange dage i Kleipeda. Vi kom som aftalt gennem broen kl. 8 og fik kaldt ”Coast Guard” for at melde, at vi nu forlod havnen – det skal vi åbenbart her.

Vi kunne sejle for sejl sammenlagt i ca. 2 timer, men vinden var meget let, så motoren måtte trække os resten af vejen.

Kl. 16.15 nåede vi Leipaja, vores første lettiske havn, hvor der kun kan lægges til langskibs ved kajen, som ikke var ret lang. Vi kunne forstå på havnemesteren, at han havde revet sig i håret i går, da det store antal fra flotillen ankom!

Vi havde fået et godt tip fra ”Gwendoline”, som er et par dages sejlads foran os. Buffet til 12 euro på en restaurant drevet af en dansk familie, så der gik vi alle op for at spise. Der manglede ikke noget: Stort salatbord, mange russiske specialiteter, supper og ikke mindst ”den danske afdeling” med oksefilet, flæskesteg, indbagt laks, grillspyd, spareribs og hamburgerryg. Ja, vi fik selvsagt ikke smagt det hele, men nød det, vi fik.

 

Distance: 53 sm

Ventspils Marina.

Den 14.juli

 

Afsejling kl. 8 med kursen sat mod Ventspils. Ingen vind overhovedet, så motoren må igen trække os. Undervejs hører vi over radioen, at ”Ocean” ligger foran os efter at have tilbragt natten i en lille havn mellem Kleipeda og Ventspils; de har lidt problemer med motoren, men mener nok, de selv kan fragte sig til Ventspils. De ligger meget længere inde mod land end os, men dog ikke længere væk, end vi kan se den store grå båd, der kredser omkring dem, og som vi hurtigt finder ud af er den lettiske kystvagt, som derefter sætter kursen direkte mod os, meget direkte – og drejer af nogle hundrede meter fra os, hvorefter de sejler lige bag os i ret lang tid; vi vælger bare at sætte os med ryggen til dem, men har dog lidt svært ved ikke at skule bagud ind imellem. Senere fortsætter de mod de andre danske både. Hvorfor kalder de os ikke på vhf, hvis de vil os noget i stedet for at ligge så tæt på, at vi føler os intimideret?

Efter 9 timers sejlads gik vi ind i den lille havn i Ventspils og fandt et par ledige bøje pladser. ”Gwendoline” lå her allerede, og 2 pladser fra os lå ”Søstjernen”, som var med på vores flotille sejlads til Skt. Petersborg. Dejlig dag med dejligt solskinsvejr det meste af dagen.

”Ocean” kommer også i havn, og finder ud af, at deres dieselpumpe er stået af, men heldigvis har ”Krabask” en reserve, så den bliver installeret – heldigt!! Og dejligt, at vi kan hjælpe hinanden.

”Ocean” bliver på turen hertil af alle tilbudt hjælp med at slæbe dem, bl.a.” Chasja”, men hertil svarer de ” nej tak, vi er en sejlbåd, og vi vil hellere have nybagte boller”, som Vita bager på turen; dem fik de så, men dog først efter, vi var i havn.

 

Distance: 60 sm

Grill-aften.

Den 15.juli

 

Langsom morgen!! Kl. godt 11 var vi dog parate til at cykle en tur ind til byen langs havnen – en fin tur med mange finurlige skulpturer af køer, som stammer fra en event, der har været på et tidspunkt. Vi fandt hurtigt turistkontoret, som var meget behjælpelige med busafgangstider til Kuldiga, den by ca. 50 km herfra, der kan bryste sig af at have Europas bredeste vandfald på 249 m.

Vi fortsatte hen på det lokale marked for at proviantere frugt, men syntes egentlig byen var lidt ”sølle” i forhold til det, vi havde læst om den på forhånd. De gamle beboelseshuse af træ, vi kom forbi, skreg stort set alle på gori (og det havde de godt nok gjort længe!!), og det lykkedes os ikke at finde et eneste sted, vi kunne få lidt frokost, trods det, at vi var i centrum ifølge turistkontoret.

Vejret var herligt, så vi grillede på kajen om aftenen, og de danske både samledes til Vitas pandekager og Jettes jordbær – også på kajen. Hyggelig aften!

Den 16.juli

 

Vi tog bussen til Kuldiga (2,7 euro/person) kl. 10.15, en tur på godt 1 time. På vej ud af Ventspil så vi en helt anden side af byen. Her var butikker, restauranter, fine beboelseskvarterer, store flotte grønne områder, og i det hele taget gav det et helt andet indtryk af byen. I udkanten dukkede villakvarterer op, som ikke adskilte sig meget fra de hjemlige med gamle og nye store villaer i en skønsom blanding. Vi tænker ikke fattigdom, når vi kigger os omkring her, men vi fornemmer alligevel godt, at vi er i en tidligere sovjetrepublik.

Også her vrimler det ligefrem med storke og storkereder. Vi så bla en stork stå helt ude i rabatten, hvor bussen susede forbi, og ved bussens endestation i Kuldiga gik 3 storke fredeligt og spiste ret tæt på os. Med alle de storke kan det ikke være rart at være en lille bredmundet frø i dette land!!!

Vi kom til byen ligesom deres store festival gik i gang – og i år var sågar 20 års jubilæum – så gaderne summede af liv på de forskellige markedspladser.

Vi startede nu med at gå ud for at se vandfaldet, som trods sin ringe højde på højst et par meter, var et ganske imponerende syn. Det gode vejr gjorde, at mange badede i og omkring vandfaldet, og flere forsøgte at gå de 249 m fra den ene side til den anden.

Kl. 16.38 præcist afgik bussen igen mod Ventspils efter en dejlig dag i den smukke by, Kuldiga.

 

Det vrimler med storke her.
70 sejler til frokost i Riga.

Den 17.juli

 

Det føles rart at blive positivt overrasket. Den 6 personers taxa, vi bestilte via telefonen i aftes, ankom præcist kl. 6.30 for at køre os til busstationen, hvorfra bussen til Riga afgik kl. 7.20. Vi var i så god tid, at vi kunne have nået at gå de 2,5 km derind, hvis taxaen ikke var kommet.

Det blev så til 3 timer og knap 200 km i en fyldt bus, men det er meget interessant at se andet af landet end kysten. Busturen blev kun afbrudt først af chaufførens rygepause og senere af kaffe - og toiletpause for alle på en rasteplads.8 euro koster 3 timer med ekspresbus!

Vi havde et par timer for os selv, inden vi skulle møde resten af flotillen til vores fælles frokost. Vi fik set lidt af den gamle by, de store torvehaller, der fristede med lækkert kød og andre ferske varer samt det ligeså store udendørs grøntmarked. Mens vi gik og beundrede alt dette, begyndte det at buldre mistænkeligt, og himlen begyndte temmelig hurtigt at blive sort. Vi fik det lange ben sat foran (vi var kommet fra Ventspils uden regntøj…!) og nåede lige vores frokostrestaurant, idet himlen åbnede sig. Gudskelov for det, for det stod først ned i stænger i et godt stykke tid, og derefter kom haglene, som på et øjeblik gjorde gaderne hvide. Halvdelen af vores gruppe var på guidet byvandring, men humøret var stadig højt, da de nåede frem til restauranten, som havde dækket fint op til os alle (ca.70 er vi nu – ”Linda” forlod flotillen i Kleipeda for at sejle mod Sverige, og ”Bella” er nu også sejlet mod Gotland). Fin 3 retters menu til 12 euro.

Efter middagen var det vores holds tur til byvandring i den flotte by. Vores guide, Olga; fortalte engageret i 2 stive timer om sin bys historie og dens seværdigheder, mens vi gik rundt i den gamle bydel. Turen sluttede i en park, hvor der var en form for sangfestival med hundredevis af letter i nationaldragter – og smuk fællessang. Apropos musik kom gruppen på et tidspunkt forbi 2 musikanter, som havde lært sig alle landes nationalmelodier, så vi kunne gå videre til tonerne af ”Der er et yndigt land”!

50 % af indbyggerne i Riga er russere, men det skaber ikke de store problemer. Indbyggertallet i Riga er som i landet som helhed faldet drastisk siden 1991; det er faldet med 18 %, og nu er der kun ca. 2,2 millioner tilbage.

Efter et cafebesøg (is og pandekager) var det tid til en sidste tur gennem ”Old town”, før vi satte kursen mod torvehallerne for at købe noget af det fristende oksekød med til Ventspils, men her fik vi en lang næse, for i mellemtiden var alt blevet lukket. Heldigvis var vi så i så god tid på busstationen, at vi fik 6 billetter til kl. 19-bussen, som blev fyldt til sidste plads. Den 200 kg tunge chauffør var i stand til at multitaske, idet han både kunne bladre i telefonbogen på sin mobil for så at tale i et væk samtidig med, at han i høj fart kunne styre bussen i tæt trafik – og overhale tilmed. 

Der blev ingen kaffepauser undervejs, og vi kunne med livet i behold stige af bussen i Ventspils 15 minutter før planlagt ankomst. Der kom lige en 6 personers taxa ind på pladsen, så 5 min efter var vi trætte efter en lang dag tilbage på bådene.

 

Fortsætter på næste side.

Riga i regn.
Folkefest.
Riga.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.09 | 11:30

Kære Dorthe og Jørgen. Vi er kede af, at vi ikke nåede at sige god tur til jer, inden I igen fløj sydpå.Defor vil vi hermed ønske jer rigtig god tur og god vind

...
17.06 | 20:34

vil sejle turen singlehand I år.... glæder mig

...
28.05 | 14:22

Hej Kurt og Jytte. Hvis I går ind under 'Middelhavet 2016', kan I under 'Logbog 2016' finde et ark med priser på de havne, vi har været i.
God vind fremover ⛵️

...
28.05 | 09:04

Hej på Buena Vista.
Fin hjemmeside, som vi kikker meget på, vi er på vej hjemover og kunne godt bruge oplysninger om havne og havnepenge derfra hvor i kommer.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE