2022 Kanaltur til Holland 4

28. maj Hünxe

Efter en god nats søvn smed vi fortøjningerne og sejlede langsomt af sted mod næste liggeplads. Vejret var strålende, fuglene kvidrede, og kanalen viste sig fra sin pæneste side, - og uden den store trafik af fragtbåde. Desuden kunne vi nyde det utrolige syn af 10 – 12 storke, der svævede lige over vores hoveder. Det må være godt at være stork i dette område!

Vi skulle ikke så langt, så allerede før frokost var vi fremme ved liggestedet ved slusen Hünxe. Vi fik provianteret i den lille nærliggende by, hvor vi også blev vidne til et mærkværdigt optog med orkester, mænd i grønne uniformer, hestetrukket karet og ryttere. Hele byen var pyntet med grønne og hvide flag og strimler bundet om træer og buske. Vi fandt senere ud af, at hele weekenden var i fugleskydningens tegn, så det har været en vigtig begivenhed for den lille by…..! vi kunne høre skyderiet hele dagen.

Vi gik en rigtig lang tur langs kanalen.

4 broer 12 km

Liggeplads ved Haltern

29. maj Haltern

Vi vågnede til lyden af regn på vinduerne, og regn kom vi til at opleve mange gange i løbet af dagen. Vi gik til bageren efter morgenbrød, og kl. 10 sejlede vi de 200 meter hen til slusens ventebro, hvor vi skulle trykke på en klokke og afvente svar fra slusepersonalet via en højtaler. Der skete bare ingenting, så efter 1 times venten prøvede vi at kalde på vhf’en. Efter 2. opkald lykkedes det at få kontakt med et sløvt apparat, der spurgte, hvor vi var henne, - vi lå lige uden for hans vindue!! Efter endnu 1 times venten kom vi med i den lille sluse sammen med en hollandsk fragtbåd, som venligt lod være med at starte motoren for kraftigt op, da vi skulle ud efter at være blevet hejst 6 meter op.

Da vi når til ventebroen ved 2. sluse, har vi fået følgeskab af den tyske motorbåd, vi før har sluset med, og de klarer opkaldet til slusepersonalet. Selv om det er søndag, er her en voldsom trafik med fragtbåde, hvilket vi ikke helt havde regnet med, men der gik kun ca. 15 minutter, før vi sammen med den tyske motorbåd blev kaldt ind efter endnu en stor fragtbåd, hvis bagende vi havde få meter fra os. Denne gang blev vi hejst hele 9 meter. Fragtbåden satte så meget gas på motoren, da den skulle ud, at vi havde svært ved at holde båden og på et tidspunkt frygtede, at klampen med rebet ville hoppe af. Båden fik også lige en reprimande med fra slusepersonalet, så forhåbentlig tog de det til sig til en anden gang!

Efter endnu 1 times sejlads nåede vi frem til dagens liggeplads, og nu var regnen holdt, så vi kunne nyde agterdækket lidt.

De mange broer er broer, vi passerer, og som ikke kan åbnes. I Holland var der mange broer, vi var nødt til at få åbnet.

22 broer 2 sluser 33 km

Liggeplads nær Lüdinghausen

30. maj Liggeplads nær Lüdinghausen

Vi provianterede lige lidt i Haltern og kom af sted ved 9.30-tiden med kursen sat mod 1. sluse. Der var ikke ret meget erhvervstrafik sammenlignet med i går, søndag, så 1. sluse åbnede simpelthen med det samme for os, og vi fik for en gangs skyld lov at sluse op alene i den store sluse. Herefter kom vi til at sejle bagefter kulbåden ”Azzurro”. De store både får det som regel timet således, at de kan sejle direkte ind i sluserne, og til vores held var det den dobbelte sluse, der var klar til ”Azzurro” både i 2. og 3. sluse, så vi fik lov at komme med og behøvede ikke at ligge alt for tæt på deres skruevand.

Efter 3. sluse forlod vi Wesel-Datteln kanalen og sejlede ind i Dortmund-Ems kanalen og nåede frem til vores liggeplads ved 14-tiden. Flot sejltur med skrænter og vegetation på begge sider.

14 broer 3 sluser 28 km

31. maj Münster

Kl. 7 var vi klar til at komme af sted og satte kursen mod Münster. Vejret var med lidt småregn, og solen glimrede ved sit fravær, men så har vi jo så dejligt mulighed for at styre indefra! Turen var lidt kort, så allerede kl. 11 var vi fremme ved Stadthafen Münster, hvor vi også var i 2018. Der er heller ikke noget i omgivelserne, der havde ændret sig bortset fra, at vi i 2018 var den eneste båd langs kajen, og i dag er her 8, hvoraf 2 af dem er danske.

Først på eftermiddagen begyndte solen at skinne dejligt, så vi var selvfølgelig kommet de få kilometer ind til centrum i alt for meget tøj! Vi har prøvet endnu en gang at få lavet Jørgens cykel men igen forgæves – 2 ugers ventetid, så nu har vi opgivet og pakket cyklerne sammen.

Münster centrum er utroligt flot med mange fantastiske bygninger, så vi brugte et par timer på at gå rundt og betragte sceneriet, inden vi vendte tilbage til båden. Her var kajen ved at vågne op til liv – ligesom sidst, vi var her. Folk mødes her, drikker en øl sammen, snakker og hygger – uden larm og ballade men stemningsfyldt. Det flydende teater, som sidst spillede Shakespeare, har også i aften et stykke på programmet, som vi kan høre lidt af.

21 broer 33 km.

Münster.

1. juni Riesenbeck

Vi var som sædvanligt tidligt oppe, så igen var vi klar til afgang kl. 7 denne kølige morgenstund. Efter få km. kom dagens eneste sluse, hvor vi kun fik lov at vente meget kort tid, inden vi fik lov at sejle ind efter en erhvervsbåd. Den videre sejltur var lidt i sol, lidt i overskyet og lidt i regn og langs en del af kanalen, der ikke var specielt charmerende hele vejen grundet en del industri. Der var dog også flotte strækninger.

Kl. 12 fandt vi vores liggeplads et par km fra den lille by Riesenbeck, hvor vi fik handlet lidt under vores eftermiddagsgåtur.

33 broer 1 sluse 40 km

Mittelland-kanalen.

2. juni Engter

En kølig morgen og formiddag, så det meste af turen foregik indendørs, her på Mittelland-kanalen. Det var ellers en fin nok tur med flot natur og masser af fuglesang og store flokke af gæs og ænder.

Liggepladsen fik vi for os selv, og hen på eftermiddagen brød solen igennem, og vi kunne nyde nogle gode timer på agterdækket. Vi er slemt glade for de gode campingstole, vi i sin tid var usikre på, om de var de rigtige at have om bord!!

44 broer 48 km

Aftenstemning på Mittelland-kanalen.

3. juni Minden

Oh, hvilken morgenstund – med blå himmel og fuld blus på solen. Vi lagde fra kl. 7 og nød en fantastisk smuk tur på kanalen. Vinden var lidt kold fra morgenen af (som sædvanlig var vinden imod os!), så vi tilbragte de første par timer i den mere behagelige temperatur i styrehuset. Da vi nåede til den lille havn Lübbecker, sejlede vi ind for at se efter den danske kvinde, der for 4 dage siden bad om hjælp på Flod-og kanalsejlernes facebookside. Hendes mand havde fået en blodprop i hjertet, og nu stod hun med deres nyindkøbte tyske motorbåd og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hjælpsomme folk fra DK vil hente båden hjem, og hendes mand er ok men stadig indlagt. Hvis hun nu stadig var i båden, ville vi bare lige sikre os, at der ikke var noget, vi kunne være behjælpelig med.

Vi trængte også til at få fyldt vand i tanken, da der ikke er vandhaner ved alle de liggesteder, vi vælger. Da først vandtanken var fyldt op, sad vi godt og grundigt fast i mudderet på bunden. Både vi og motoren asede og masede for at skubbe os udad, og til sidst lykkedes det – uden at vi skulle lukke alt vandet ud igen.

Resten af vejen havde vi to meget store hollandske motorbåde liggende bag os, og til vores held prøvede de ikke at overhale, for hvis de var kommet først frem til liggepladsen ved sluserne i Minden, ville der ikke have været en plads til os. De fik den sidste plads men ligger så ved siden af hinanden (de kender også hinanden).

Vi kunne lige få vores bagende inden for den tilladte zone men slog en fortøjning bagud om en gul bøjle, der indikerer, at her er en af de utallige redningsstiger. Så fik vi ellers besøg af politiet igen, og vi blev bedt om at fjerne rebet.

Vi ligger med udsigt til den gamle flotte sluse, som måske ikke bliver brugt mere. Sidst vi var her, var den ved at blive renoveret, men vi har ikke set den åbne i denne omgang. Det er ret interessant at ligge her i dette ”kryds”, hvor Weser-floden løber under Mittelland-kanalen, og man kan sluse mellem kanalen og floden. Der er en livlig trafik af erhvervsbåde i begge retninger.

100 broer 1 sluse 54 km

Vores båd med Minden slusen i baggrunden.

4. juni Minden

Igen en fantastisk morgen med helt blå himmel og stort set ingen vind, så det var dejligt lunt helt fra morgenen af. Vi gik de få kilometer ind til det hyggelige centrum af byen, hvor der var et leben uden lige sådan en pinselørdag formiddag. Et stort loppemarked trak folk til og ligeledes en musikant, som stillede sig op på byens torv og spillede og sang numre fra vores ungdom. De par hundrede tilhørere var da også mest folk med vores hårfarve!

Vi fik en dejlig frokost på torvet og kunne nyde aftenen på agterdækket, hvor Jørgen så også kunne holde øje med trafikken og dirigere den lidt!

Pinsesolen fik lov at danse uden vores tilstedeværelse.

Her kan man lige se en passagerbåd på Weser og en lille båd på kanalen.

5. juni Anderten Sluse

Vi var tidligt vågne, så allerede kl. 6.30 kom vi af sted. Solen skinnede på hele turen, men desværre var der ret kraftig vind imod os – helt op til 13 m/s, så det blev en flot men kølig tur; vi vil jo helst sidde ude, mens vi sejler, så fleecetrøjerne og tæpper måtte i brug. Hvornår kommer medvinden, spørger jeg bare??

Vi var ved dagens eneste sluse kl. 13.20, og vi var simpelthen så heldige, at slusen lige åbnede for en erhvervsbåd og 3 motorbåde, som havde ligget og ventet, og vi fik grønt lys til også at sejle ind. Vi blev sluset mange meter op, men det gik hurtigt og kl. 13.40 var vi ude igen og kunne slå os ned ved liggebroen lige efter slusen. Her ligger vi i ensom majestæt og kan nyde en lun aften efter, at vinden har lagt sig. En lille smule regn kan nu ikke ødelægge humøret!

1 sluse 75 km (har opgivet at tælle broer)

6. juni liggeplads ved Calberlah

Stor skuffelse ved synet af den fuldstændig grå morgenhimmel, som lignede noget, der ville give en masse regn, men da vi havde sejlet i kort tid, var skyerne som ved et mirakel ved at sprede sig, og vi fik dejligt solskinsvejr. I dag var det så os, der kunne nyde de misundelige blikke fra modgående sejlere, der iklædt vamset vintertøj så langt efter vores sommertøj. Vi har nemlig vistnok for første gang haft herlig medvind!!

Vi kom forbi et nedlagt kraftværk og en del industri men ellers en meget smuk tur med høje træer på begge sider af kanalen. Kl. 12.30 var vi fremme ved liggepladsen, hvor vi også gjorde holdt i 2018. I morgen drejer op ad Elben-Seiten-kanalen, som vi har udsigt til nu.

Efter frokost gik vi en tur ind til den lille by Calberlah og videre lidt ud af Elben-Seiten-kanalen.

Vi har på turen mødt utrolig mange lystfiskere med så meget udstyr, at man skulle tro, de ville fange en masse fisk (hvilke lækre spisefisk lever mon i dette mudrede vand?), men vi har ikke set en eneste fangst endnu. Lige op ad vores båd havde vi længe 3 meget fokuserede fiskere, som dog heller ikke fik fangst. Mange af dem overnatter i øvrigt i små telte langs floden.

64 km

Her sejler vi over husenes tag.

7. juni Lauenburg

Vi havde aftalt, at vi i dag ville sejle langt, så vi stod ekstra tidligt op til endnu en strålende solskinsdag. Til vores overraskelse havde der i nattens løb sneget sig en båd ind mellem os og nabobåden. Bådens liggende mast nåede næsten helt ind over os, men vi kom da af sted uden problemer. Klokken var da 5.55.

I dag var sceneriet lidt anderledes med lav vegetation og høje diger på begge sider. Faktisk var vi så højt oppe, at vi var i højde med tagene på de 2 etagers huse, vi passerede – ret syret.

Ved frokosttid var vi fremme ved første sluse, hvor vi næsten uden ventetid kom ind efter en stor fragtbåd. Vi blev sluset 23 m ned, så vi følte os lidt små til sidst dernede på bunden! Det var ved denne sluse, vi fik lov at vente 3 timer i 2018.

Vores plan var også at nå igennem 2. sluse i dag, så vi var spændte på, hvor lang ventetid, vi ville få der, og om vi overhovedet ville kunne nå igennem i dag. Da vi nåede dertil, var en stor fragtbåd på vej ind, men slusen er ”kun” 100 m lang, så der var ikke plads til os. Vi fik besked på at vente sammen med en anden fragtbåd, hvilket blev til ca. ½ time og meget mindre, end vi havde ventet.

Den store fragtbåd fyldte slusen godt ud, så vi var nødt til at sejle vores forstavn lidt op på siden af den for ikke at komme i klemme i sluseporten. Selve slusningen er ren afslapning, for slusen er et stort ”badekar”, vi sejler ind i, og så er det ”karret”, der sluser 38 m ned. Det er en lidt vild oplevelse, og da også en stor attraktion i området; det er muligt for tilskuere at stå på en bro og følge med. (Elbe-Seiten-Kanal, Schiffshebewerk Lüneburg).

Klokken var efterhånden blevet mange, så vi havde egentlig regnet med at kunne lægge til ved ventebroen efter slusen, men denne var en mange meter høj spunsvæg uden mulighed for at komme i land, så vi valgte at fortsætte til lille hyggelige Lauenburg. Vi nåede frem kl. 19 og fik en plads i den lille havn. Havnemesteren fortalte, at strækningen videre til Lübeck ville være lukket i morgen pga broarbejde, så vores plan om at sejle videre i morgen eftermiddag er kuldsejlet. Heldigvis er det en fin by med en gammel bykerne a la Den Gamle By, så vi kan sagtens få tiden til at gå. Vi kan huske fra 2018, at de gamle huses historie er beskrevet ud for hvert enkelt hus, og det er ret spændende læsning.

2 sluser 119 km

Endelig var vejret med os.

Skippers tanker.

På de lange kanalstræk kan tanker nemt komme til at flyve op i højderne og langt ud!

Som eksempel sejler vi på Mittelland-kanalen, fra starten i vest er der 130 km frem til den første sluse, man skal igennem, dvs at på de 130 km skal kanalen være 100% i vatter for, at der er vand og den samme vanddybde i begge ender. Hvis bare kanalen var 3 cm skrånende pr km, vil det jo betyde 3,9 m skrånende på de 130 km, og da der kun er 3,5 m vand i kanalen, vil der ikke være vand i den ene ende. 3 cm lyder måske ikke af meget per km, men husk lige at 1 km er 100.000 cm, så er 3 cm pr 100.000 jo ikke meget.

Det næste tanke er så: Har et 130 km stykke vand da så ikke også en bøjning som jorden? Altså står den i en bue som jorden? Her måtte jeg ty til min navigationslære for at beregne øjenhøjde over havet og ud til kimingen. Formlen er ”kvadratroden af øjenhøjden i M gang 2,08 = afstanden til kimingen i sm”. Det skulle give en krumning på 294 m på de 130 km. Se lige min tegning og udregning.

På Mittelland-kanalen er der mange broer. På de første 130 km er der 144 broer, og antallet har ikke været mindre på de næste 100 km og på de 100 km på Elben-Seiten-kanal. Man kan ikke andet end beundre det enorme arbejde, det har været at bygge disse kanaler. Nogle gange sejler vi over landskabet ved siden af os, og andre gange sejler vi som i en kløft med stejle skråninger ned til kanalen. Der var enormt meget jord, der skulle flyttes og så alle de broer, der skulle bygges over.

Lauenburg.

8. juni Lauenburg

En rigtig dejlig morgenstund atter med blå himmel. Vi startede dagen med at få provianteret, så vi havde eftermiddagen til at kigge lidt på den gamle del af byen. De fantastiske gamle huse er fra 1600 - og 1700-tallet og er stadig beboede i dag. Uden på de fleste af husene er der sat et skilt op, der fortæller husets historie og sågar både fotos fra gamle dage og beskrivelse af, hvem der har boet i huset i tidens løb. Fantastisk lokalhistorie. Fantastisk var også det frokoststed, vi fandt med udendørs terrasse ud til Elben, og lige tilfældigvis havde de wienerschnitzel med bratkartoffeln; det skal jo lige prøves, når vi er i Tyskland, og jeg kan hilse og sige, at det smagte rigtigt godt. Til gengæld stod aftensmaden på salat !

Vi gik tidligt i seng, da vi ville prøve at være ved første sluse kl. 6

9. juni Lübeck

Vi var oppe i god tid til at lægge fra kl. 5.45, så vi kunne være ved slusen kl. 6, hvor der natten igennem havde ligget 2 både ved ventestedet. Den ene vågnede ved slusens tømning, mens den anden blev liggende. Desværre var slusen for kort til, at vi kunne komme med den fragtbåd, der også havde ligget og ventet natten igennem, så vi måtte vente på dens slusning og på, at slusen blev tømt igen. Omkring kl. 7 kom vi endelig igennem, og nu var vi så blevet 5 lystbåde, der skulle sluse sammen, og inden vi var igennem de første 2, var vi 6 både i forskellig størrelse.

Vejret var dejligt og alt skulle være fryd og gammen, hvis det ikke lige var for en tysk sejlbåd med masten liggende, som stak 1 meter eller 2 ud i begge ender. Det lykkedes for skipperen på den båd at ødelægge min oplevelse af dagen, da han flere gange råbte af os og ville bestemme, hvordan vi skulle ligge i sluserne, hvor der ellers var fint plads til os alle. Det var lidt stressende at høre på ham, så til sidst måtte vi ignorere ham, hvilket hans gaster da også gestikulerede. Vi har ellers kun oplevet tyskere som meget venlige og meget behjælpelige, så denne gnavpot kom i stor grad bag på os, men det gjorde ikke oplevelsen mindre ubehagelig.

Endelig var vi igennem de 7 sluser uden ret meget ventetid, og vi begyndte indsejlingen til Lübeck; desværre havde vi ikke lige taget den sidste bro, som var en trafikeret vejbro, i ed. Brovagten reagerede ikke på vores gentagne opkald på vhf, så til sidst måtte Jørgen i land og prøve at finde brovagten fysisk. Han fandt brohuset, ringede på, og brovagten dukkede forsovet op og kunne meddele, at broen først ville åbne om tidligst 2 timer. Han kunne dog også mande sig op til at fortælle, at der var en meget hurtigere vej ind til Hansahafen (og uden broer, vi skulle have åbnet), hvor vi ville ligge for natten. Her kom vi så ind ca. kl. 17 efter en omvej, men hvem får ellers sådan en gratis sejltur rundt om Lübeck, sagde skipper, som havde bemærket alle de store turbåde, vi passerede!

Vi fik en fin plads i den gamle Hansahafen nærmest midt i den gamle bydel.

7 sluser 71 km

El-skabe i Lübeck.

10. juni Lübeck

Endnu en dejlig morgen at stå op til – sol og blå himmel. Vi startede dagen med at proviantere, så vi kan klare os weekenden igennem, hvis vi tager de lange stræk, vi har planer om, om vejret arter sig. Efter indkøbet gik vi ud i ”Altstadt”, øen med den gamle bymidte, som er fredet og på UNESCOs kulturarvsliste. Desværre blev en stor del af byen bombet i 1942, men heldigvis er meget blevet nænsomt genopbygget. Der er rigtig mange seværdigheder i den hyggelige by, men bymidten er forholdsvis lille, så jeg tror, vi fik set det meste. Det er virkelig imponerende, at den lille bykerne rummer så mange enorme kirker og gamle bygninger. Det gamle rådhus er helt fantastisk flot; desværre kom vi for sent til en rundvisning, hvilket ellers skulle være noget af en oplevelse, bla Retssalen, hvorfra 2 døre fører ud, den ene lav, den anden høj. De frifundne kunne gå ud af den høje dør, mens de dømte måtte bøje nakken og ud af den lave dør! Også salt-pakhusene fra 16. århundrede var imponerende. Salt blev betegnet ”det hvide guld” og gav i middelalderen alle byerne på den gamle saltvej fra Lüneburg til Lübeck deres rigdom. Salt-pakhusene blev forståeligt nok godt bevogtet.

Vi var så heldige, at vi var dumpet lige ned i den weekend, hvor der var ”Hanse Kultur Festival”, en stor byfest med fokus på kultur, så der var nok at se på på turen rundt. Hele byen var pyntet op med flag og blomster; der var tusindvis af boder og mange flere mennesker.

Vi fandt en fiskerestaurant ved havnen og nød en dejlig frokost, og hen på eftermiddagen gik vi igen ind til bymidten og fik bl.a. hørt lidt live musik. Jørgen kunne høre festen til kl. 3.30 i nat!

11. juni Spodsbjerg

Vi forlod havnen i Lübeck kl. 5.30 og havde nogle fantastiske timer med sol og ret fladt vand, så vi syntes simpelthen, vi var meget heldige med vejret, for vi sejlede lige i udkanten af en regnbyge og med meget lidt vind. Dette varede dog kun til ud på eftermiddagen, hvor vinden tog til, og i to timer blev vi rullet rundt, så vi måtte i gang med at stuve alt i en fart. Vi bliver så nemt lullet ind i den tro, at lidt vind ikke lige pludselig bliver til meget vind og høje bølger; man skulle tro, at vi efterhånden havde lært det, men i det mindste gik intet i stykker.

Auf widersehen Deutchland og goddag igen til Danmark.

Vi var fremme i Spodsbjerg kl. 17.30 og havde forventet nemt at kunne få en plads trods det sene tidspunkt, men lige netop i denne weekend var der stor fiskekonkurrence, så hele gæstekajen var besat af irriterende små joller med forventningsfulde fiskere. Det lykkedes os dog at få klemt os ind på en plads, og alt var ok.

72 sm

12 juni Ankring ved Langør

Tidligt oppe som sædvanligt, så allerede kl. 5.30 var vi ude af Spodsbjerg Marina. Igen i dag havde vi nogle formidable morgentimer, før vinden øgedes, men det blev dog aldrig helt så slemt med bølgerne som i går; vi mangler simpelthen vores master og lidt sejl i den vind og de bølger. Heldigvis har vi hverken i går eller i dag ligget og hamret ned i bølgerne, og vi har skudt en god fart.

Da vi kl. 14 nåede Ballen på Samsø, som var vores destination, kunne vi godt se, at der var mere end godt fyldt op, så vi tog en hurtig beslutning om at sejle videre til Langør; i mellemtiden havde Kasper også haft ringet og sagt, at hvis vi kunne komme hjem i morgen, kunne vi nå at se vores 2 børnebørn, inden de tirsdag rejste på ferie, så det satsede vi nu på. Vinden tog til igen, men eftersom der altid er godt læ i vigen ved Langør, smed vi anker der kl. 15.30 sammen med 4 tyske både, og her ligger vi fint for natten trods vindstødene.

Det er åbenbart allerede højsæson for tyske sejlere, for også i Spodsbjerg var der næsten udelukkende tyske flag på bådene. Vi var lidt sent ude, til at få meddelt til havnemesteren i Ebeltoft, at vi allerede er hjemme i morgen, så vi håber alligevel, der er bare en lillebitte plads til os.

56 sm

For anker ved Langør.

13. juni

Det var ikke nødvendigt med morgenvækning i dag, for ingen af os sov hele natten igennem pga bølgegangen. Vi lå sikkert nok for 30 m ankerkæde, men bølgerne kunne ikke finde ud af at vugge os regelmæssigt, hvilket gjorde søvn så godt som umulig fra ved 4-tiden. Vi fik så til gengæld set en dejlig solopgang! Trods vind og bølger gik det fint med at få ankeret hevet op, og så gik det ellers gennem bølgerne med kursen sat på Ebeltoft. Vi fik nogle gevaldige rulleture, indtil vi kom i læ ved Sletterhage, og kl. 10.30 var vi tilbage i vores havn, som underligt nok slet ikke var fuldt besat, som den plejer at være her i juni.

Vi fik pakket en hel del sammen fra båden og fragtet hjem på en af havnens bagagevogne, da Kasper har vores bil og først skulle komme med den om eftermiddagen efter job og skole henholdsvis. Det var dejligt at se dem igen, og vi havde en rigtig dejlig eftermiddag og tidlig aften.

20 sm

En dejlig kanaltur er slut; nu skal masten på, så vi er klar til sommerturen -:)
Her bliver vi overhalet at en fragtbåd.
Vi er sejlet ind i et "badekar" og hejses 38 m ned. Elbe-Seiten-Kanal, Schiffshebewerk Lüneburg.
Så er vi nede og kan sejle ud af "badekarret".

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.05 | 11:57

En lille hilsen fra dem i Ajstrup , det ser ud til , at i allerede har gang i nye eventyr i Europa . I kommer vil ikke forbi Levanto i Middelhavet denne gang.

...
12.05 | 22:02

Kære Jørgen, Kære begge to,
Sjovt med denne fine hjemmeside, og dejligt at følge jeres oplevelser Ned igennem europa. God tur vidèrent. Ib.

...
21.11 | 15:24

Hej Aslaug. Flot Nauticat. Har også set efter Nauticat med Finkøl , men skal sælge Viksund 31 Goldfish først. Der er mange med langkøl. Mvh Erik

...
08.02 | 21:29

Tillykke med salget.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE